Sommerhus ved Kjul Strand

Ønsker du at kombinere fisketuren med overnatning, f.eks. som en weekendtur, kan dette også lade sig gøre.
Til det formål har vi et sommerhus som er beliggende ved badestranden Kjul Strand hvor der er rig mulighed for at få sand mellem tæerne 🙂

Har du yderligere spørgsmål om sommerhuset kan du kontakte Regin via kontaktformularen eller på telefon.

Direkte bestilling kan ske hos DanCenter ved at klikke her.

Om ferieboligen

Sommerhuset ligger på en græsgrund med udsigt til havet og ca. 500 meter fra en dejlig badestrand.

Indgang til stort køkken/alrum med spise- og opholdsstue. Badeværelset er med gulvvarme. Soveværelset er med dobbeltseng og det andet værelse er med en enkeltseng og en køje til 2 personer.

Fra stuen er der udgang til terrassen, hvor der er god mulighed for at nyde solen, spise ude og grille. Her er der også udendørs bruser.

Lidt om området

Sommerhusområdet Kjul Strand er beliggende ca. 5 km nordøst for Hirtshals. På Kjul Strand ligger flere vrag fra den tid, da den gamle skudehandel med Norge foregik herfra.

Næsten alle sommerhuse i området er beliggende i en fredet klitplantage. Kjul er derfor et ideelt feriested for de, der foretrækker at holde ferie i naturskønne og rolige omgivelser.

Der er mulighed for indkøb af dagligvarer i området, og Hirtshals byder på butikker, spisesteder, seværdigheder og aktivitetsmuligheder.

Kjul Strand

Kjul Strand er en af landets bedste sandbadestrande, hvor det Blå Flag vidner om, at stranden er velholdt og at vandet er rent. Stranden er afskærmet af lave klitter med marehalm. Det er tilladt at medbringe bilen på stranden og der er gode muligheder for at windsurfe på strandens bølger.

Gå ikke glip af den helt enestående solnedgang over Vesterhavet fra stranden eller klitterne 🙂

Læs mere om det Blå Flag og hvad det betyder, ved at klikke her.

Naturen

Kjul Strand er omgivet af en kuperet og meget smuk natur med strand, klitplantage, hede og skov. Her finder I overalt de helbredende urter som vendelboerne igennem generationer har tilsat egnens snaps “bjæsken”.

Skoven “Lilleheden Klitplantage” ligger mellem Kjul og Hirtshals, og her kan I opleve et varieret fugleliv. Landskabet byder desuden på duftende nåletræer, bøgetræer, frugtbuske, svampe, bakker, marker og Kjul Å, hvis vand tidligere var kendt for at have en helende virkning.

Uggerby Plantage er beliggende mellem Kjul og Tversted, og her finder I et rigt plante- og dyreliv. Uggerby Å løber igennem det smukke landskab, som kan beundres fra både vej, cykelsti og vandresti.